Mens sommeren går på hæld, vil jeg:

• i eftermiddag tage til Samsø og besøge min søster
• Elske noget mere - og fortælle at jeg gør det
• Blive bedre til at diskutere konstruktivt
• arbejde med min kommunikation (er åbenbart ikke nogen god idé at fortælle en arbejdsgiver, han er en useriøs platugle)
• Bruge dyrebar tid med venner og familie
• tabe mig
• - og dyrke noget mere motion
• Huske at kramme mine venner - bare fordi jeg har lyst
• Fortælle nogle helt særligt udvalgte, hvor fantastiske nogle mennesker de er - for de ved det ikke selv.
• Dele mere ud af mine inderste tanker

LEVE LIVET PÅ GODT OG ONDT - tror jeg det hedder.

Hav et helt forrygende efterår, alle sammen.

Hvis man da bare kunne få lige hvad man ønsker sig?

Kan du huske, da du var barn, og drømte om alle de ting, du skulle have, gøre og se når du var voksen? Der var ingen grænser for noget som helst. Sådan ville jeg ønske det stadig var.

Så ville jeg ønske mig ærlige venner. Folk, man kan stole på. Jeg hader, når jeg ikke kan stole på folk. Jeg er selv ærlig i mine relationer. Jeg siger til og fra, og fortæller, når jeg opfatter at noget er forkert eller ikke hænger sammen. Jeg konfronterer og stiller til ansvar.

Har netop lige opdaget, at jeg igen igen igen er blevet løjet for af den samme - og jeg gider ikke engang konfrontere ham med det. Jeg bliver træt og gal og vred og ked af det - indtil jeg en dag ikke bliver det mere - og så cutter jeg enhver forbindelse fra den ene dag til den anden. Det gør satans ondt, men jeg har efterhånden prøvet det en del gange, og ved, at selvom jeg bliver ked af det, så er det trods alt bedre, når jeg kommer ud på den anden side, at dette menneske ikke længere er i mit liv.

Så kære ven - vis dig fortjent til at være i mit liv, ellers ryger du ud - og ja, du ved godt hvem du er. Nu er det op til dig at åbne munden og spille ud....

Tak er kun et fattigt ord!

Der er alt for længe imellem jeg deler tanker herinde. Det er bare det, at jeg har travlt. Det sidste halve år har været helt vildt. Jeg har skullet forholde mig til ny konstellation på job, et nyt venskab, gamle venskaber og allersværest, det at jeg var ved at miste min far. Heldigvis er han her endnu, og det takker jeg for, hver eneste dag. Ved slet ikke hvad jeg skulle gøre uden ham.

Det har fået mig til at tænke over begrebet venskaber.

Det, der startede som et hyggeligt besøg af en ven, udviklede sig, udvidedes og blev til bofællesskab. På godt og ondt. Allermest godt.

Han er et menneske, jeg har kendt i kort tid, og vi lærer langsomt hinanden at kende. Den slags har sine bump på vejen. Man bliver desillusioneret, oplyst, glad, optimistisk osv. Ked af det, skuffet og ekstatisk. Det har været en fantastisk periode, og jeg har lært mig selv og ham meget bedre at kende. Jeg er sikker på, at jeg har fået et nyt venskab for livet. Eller, det håber jeg i hvert fald.

Det har fået mig til at tænke over, hvor meget vores barrierer egentlig betyder for de relationer vi indgår i. Mest vores barrierer i forhold til os selv, og ønsket om at gemme vores dårligdomme væk. Vi har begge to brugt masser af kræfter på at skjule ting, på at være knudrede osv. Når den ene så er en følelsesfyr, som gerne taler åbent om de ting, der nager, og den anden synes den slags er svært, bliver det somme tider svært at være sammen. Når den ene er meget kontant i sine udmeldinger, og den anden ikke er vant til den måde at "få besked på", giver det også nogle forviklinger. Gæt hvem af dem, jeg er *G*.

Sammen udvikler vi os og bliver bedre til at bruge de egenskaber, vi kan lære af den anden. Det er voldsomt givende at finde den slags mennesker.

Venskaber er noget af det vigtigste i den her verden. Jeg har ikke mange af dem, som er tætte. Dem jeg har, sætter jeg voldsomt pris på. C er en af dem, jeg er MEGET tæt på, og det er sket rigtigt hurtigt. Jeg har ellers aldrig før haft let ved at åbne mig overfor nye mennesker, pga. gamle spøgelser. Her er det meget let. Det er fantastisk at møde et menneske, som du svinger med fra starten, og som alt i alt giver så meget til dig, at du udvikler dig.

Venner er for mig langt vigtigere end en kæreste. Kærester er nice to have - venner er NEED to have. Jeg mener ikke bekendtskaber, men VENNER. Dem, der er ærlige overfor dig, som støtter dig og som du altid kan regne med. Dem er der få af i mit liv, men de er vigtige. Jeg elsker dem, hver og én. Venner er dem, du skal have hele livet, og som hjælper dig i de svære ting. Kærester er der for en kortere eller længere periode - og måske hele livet.

Plej dine venskaber, og du har noget fantastisk for resten af livet. Husk at sige til de RIGTIGE venner, at du elsker dem og vis det i tanke og handling. (Undlad bare venligst giro 413 hilsner med Jodle Birge og rigtige venner.... det er DÅRLIG smag *G*)

Så kære venner, jeg elsker Jer. Tak for det, I gør for mig. Tak til mine to ældste venner, fordi I altid er der, og fordi I kan læse mig, også når jeg prøver at skjule, hvor svært livet kan være.. Jeg elsker Jer. Tak til dem i min familie, som også er venner. Fordi I altid er der. Jeg elsker Jer. Tak til de nye venner, der er kommet til i de sidste 4 - 5 år. Jeg elsker Jer. Tak fordi i altid er der. Og endelig, tak til den nyeste ven i folden. Du betyder så meget. Du giver mig så meget, selvom du ikke selv kan se hvad det er. Jeg elsker dig.

Jeg synes faktisk, det er svært at date....

„I'm selfish, impatient, and a little insecure. I make mistakes, I am out of control, and at times hard to handle. But if you can't handle me at my worst, then you sure as hell don't deserve me at my best.“ Sådan sagde Marilyn Monroe engang. Det kunne jeg lige så godt have sagt. Når man nu kender lidt til enneagrammet, er det ikke så mærkeligt, at jeg siger sådan. I enneagrammet arbejdes der bl.a med en basisfrygt, og min basisfrygt er: At være uden identitet og uden en personlig betydning. Specielt når jeg møder en mand, jeg er interesseret i, kommer det til udtryk. Jeg kan ikke finde ud af det der med at date, for nu at være helt ærlig. I denne weekend havde jeg et skønt møde med en gæv jyde, og straks sker der mærkelige ting i min hjerne. I løbet af lørdag og søndag gik der et lys op for Jeres undertegnede. I øvrigt gælder det ikke kun i forhold, hvor jeg er glad for en fyr, men i alle mine forhold til andre mennesker, hvor der er følelser af en eller anden art  med. Der sker de samme mekanismer, men selvfølgelig af forskellige grunde: Jeg vil gerne betyde noget særligt for dem, jeg lukker ind i mit liv. Når jeg møder en mand, er det vigtigt for mig at "sælge varen". Jeg har bare så skide svært ved at lure, hvad varen er (altså, hvad modparten forventer), og det bunder sådan set i, at jeg gerne vil vise, at jeg er værd at satse på. Det er første skridt på katastrofekursen. :) Som menneske er jeg kærlig, det ved de fleste, der kender mig. Jeg viser hvad jeg tænker om folk via kropssprog. Det handler om, at for mig er det også en måde at kommunikere på. Jeg vil gerne være ham den søde, ham den kærlige, ham der, som er den helt perfekte mand, men når jeg nu har så svært ved at lure, hvad det er, min modpart ønsker sig, så er det altså også svært at styre det, hjernen gør. Når der så i samme omgang er en hjerne, der gør mærkelige ting, så bliver det da først kompliceret. Samtidig har jeg den der basisfrygt, som også spiller ind, og jeg må i et ærligt øjeblik (dem er der nogle stykker af her) erkende, at jeg faktisk er vild med bekræftelse selv. I min iver for at skaffe bekræftelse, øser jeg aaaaalt for meget opmærksomhed over på målet for min opmærksomhed - og kommer vist mest til at fremstå som en MEGET giftemoden, midaldrende kvinde med æggestokkene blafrende ud af underlivet. Det er jeg egentlig ikke. Jeg vil gerne have en kæreste, helt bestemt... men ikke for enhver pris, og ikke bare hvem som helst. Det, jeg f.eks. synes kan være svært er, hvor meget man skal være på, og hvor direkte man skal være. Jeg ved, at jeg er sådan en, der kan lide at flirte og skrive frem og tilbage pr. sms, i telefonen og i virkeligheden.. Jeg kan finde på at sige ting som: "Jamen, når vi nu bliver kærester, så....", og det er altså temmeligt dumt. For det første kan det virke meget overvældende, for det andet kan ham der, jeg skriver til jo ikke se, at jeg bare flirter og faktisk ikke allerede har bestilt tid til vielse næste lørdag. Det der med at flirte og spille op er god livsenergi for mig, men for andre fyre kan det (forståeligt nok) opfattes som om, jeg er desperat. Det er jeg sådan set ikke. Det kan også opfattes som om, at jeg er den der type kæreste, vi alle sammen kender, hvor de bliver så symbiotiske og falder så meget i et, at kæresterne ikke kan lave noget som helst hver for sig. At ham jeg er kæreste med skal stå til ansvar for alt og til alle tider. Jeg er faktisk lige det modsatte. Jeg tror meget på, at det er sundt med hver sine interesser, og jeg kan ikke selv holde ud at skulle være kontrolleret og aldrig kunne være skide egoistisk. Jeg kan godt lide at være i nuet og prøve at nyde det øjeblik der er her uden at skulle tænke på, hvad der sker om tre - fire - fem måneder. Det er noget, jeg har øvet mig i, og stadig skal blive bedre til. Det er en af de ting, min type skal lære. Vi følemennesker skal huske at nyde nuet. Så når jeg nu er sammen med den der fyr, nyder jeg at jeg lige kan putte mig ind til ham, lige kan hapse et kys på vej forbi osv osv osv. Det giver mig god energi, og jeg lader op til de perioder, hvor der ikke lige er en ved siden af, enten fordi han ikke bor lige i næste gade, eller der bare af en eller anden grund er længe til vil kan ses. Så bliver det nok også lidt overvældende at jeg går der og er så fysisk, især når man ikke kender hinanden så godt endnu. Når jeg lader automatikken tage over, begynder jeg at analysere: Hvorfor sagde han nu det? Betyder det, at han ikke kan lide mig? Og det der, betyder det, at han forventer for meget af mig, eller måske noget jeg ikke kan leve op til? Hvorfor sagde han for to dage siden noget, og nu er han ikke lige så begejstret? Har jeg gjort noget galt? Har jeg ikke været sød nok? Har jeg været FOR sød? Kan I se, hvilken diskussion jeg kan have med mig selv? Så er det, jeg skal gribe mig selv i nakken og give mig et par flade - sådan inden i hovedet. For hvor har jeg gjort det mange gange, og hvor har jeg i lang tid ikke fattet, hvad fanden der skræmte de der mænd væk... En kindhest og en lille husker om, at jeg bare skal nyde nuet og tage komplimenterne til mig i stedet for at prøve at finde noget negativt kom galoperende ind på lystavlen i går. Så det gør jeg så, og håber det virker. Hvad er grunden til at det er så svært at date? Ja, dels er det jo den der hjerne og min personlighed, som er svær at styre, og dels er det, at jeg er temmeligt uerfaren i det. Jeg har faktisk kun haft 2½ alvorlige forhold, og det ene var - som beskrevet andet steds på bloggen, i rigelige mængder - på ingen måde hamrende sundt for mig. Det bringer mig frem til det lille citat af MM allerøverst på siden: Jeg kender det alt for godt selv. Jeg er pinligt klar over mine egne fejl og mangler, (men sådan er vi 4ére jo), men hvis man ikke kan holde mig ud når jeg er et fjols, så fortjener man heller ikke det der gode og skønne menneske jeg er. Heldigvis virker det som om, weekendens "date" - på trods af, at både jeg og det der kærestekoncept er skræmmende (det ene mere end det andet?) - godt kan lide ham der Tom, og det lader også til, at han godt kan håndtere min ærlighed. Faktisk resulterer det i ærlighed den anden vej. Det er faktisk et rigtigt godt skridt på vejen. Vi har en aftale om at ses igen, og det er i min verden noget positivt. Så kære mr. M: Bare rolig, jeg flytter ikke ind i næste uge, og bare rolig, jeg har ikke nogen bestemt formel for, hvordan man er kærester. Det mener jeg sådan set, man skal finde ud af sammen i stedet for at lade omverdenens normer bestemme det. Jeg har heller ikke et antal dates man skal være på, og så er man kærester.Man må gerne være skide egoistisk, det er jeg også selv. Jeg har BRUG for tid for mig selv, ligesom dig. Jeg synes egentlig bare du er spændende, det betyder ikke, at tingene ikke kan gå i et langsomt tempo. Vi tager det stille og roligt, min ven. Lad os snakke på torsdag, for jeg tror jeg har forstået, hvad der er sket i dit hoved, og det vil jeg da så lige give mit bud på, om det passer. Jeg forstår din forvirring om, om man nu skal det ene eller det andet, hvad er det man giver køb på, og er det nu også værd at bytte det for det man får i stedet for. Jeg har været der selv, så jeg er HELT med på, hvad det er for en diskussion du har med dig selv. Og til I andre: Hep hep, hav en dejlig dag.

Valget er let, til man står i det selv...

Jeg har altid været varm fortaler for, at vi her i Danmark indførte aktiv dødshjælp. Selvfølgelig skal der være regler for, hvornår dette kan lade sig gøre, men som udgangspunkt mener jeg, at vi alle har ret til en værdig afsked med livet.

Den anden dag så jeg stjernerne på slottet på TV2, hvor Signe Lindkvist fortalte om hendes mors afsked med livet, da hun havde fået en uhelbredelig sygdom. Hvor jeg dog følte med hende. Jeg kunne ligefrem mærke hvor ondt det måtte gøre at vide, at man aldrig skulle se sin mor igen, fordi hun om få timer ville tage sit eget liv for at slippe for kroppens forfald og udsigten til en fremtid uden den form for værdighed, hun ønskede sig.

Her sad jeg nemlig lige pludselig og kunne se, hvad det valg kan gøre ved andre mennesker.

Min far har længe været syg. Han har haft problemer med lungerne, og det har stået på i meget lang tid, uden nogen har kunnet forklare hvad det handler om. I og med min onkel sidste år døde af lungekræft, var det for os alle sammen meget nærliggende at tænke "åh nej, ikke igen?", da vi fik at vide, at røntgenbillederne viste hævet lymfekirtel og "noget" på lungerne. Jeg hylede temmeligt meget i ugerne der gik, fra far ringede og fortalte mig dette, til der kom svar fra sygehuset. Dommen var heldigvis ikke det, der i min verden var det værst tænkelige. Min far har derimod udviklet asbestose, og der vil nu blive holdt øje med ham. Hvis han nu "bare" også stopper med at ryge, er der udsigt til, at jeg kan have ham længe endnu.

Efter programmet den anden dag kom jeg til at tænke på det der med dødshjælp igen. For hvad nu hvis det havde været noget uhelbredeligt og dødeligt, min far havde, og han havde truffet et valg om ikke at ville være her mere... ville jeg så stadig stå lige så fast på min holdning eller ville jeg kæmpe med næb og kløer for at omvende ham, så jeg kunne beholde min far bare lidt endnu.

Jeg er blevet 35 år. Jeg er en voksen mand, ikke længere et hjælpeløst barn. Alligevel er tanken om at skulle miste mine forældre slet ikke til at bære. Jeg kan hyle bare ved tanken om det, men sådan er det jo når man er temmelig meget i kontakt med sine følelser. Bliver man nogensinde klar til at leve uden sine forældre? Jeg synes stadig, at jeg har brug for min far. Der er så mange ting, jeg ikke har lært af ham endnu. Jeg har også brug for min mor. Hun er den, der altid lytter når livet gør knuder. Hun er bestemt langt fra altid enig med mig, men bare det at vide, at der findes den her betingelsesløse kærlighed, som kun forældre kan give deres børn, er en trøst. Den kærlighed føler jeg tit, og den er jeg slet ikke klar til at undvære. Bliver jeg mon nogensinde det?

Jeg har jo delvist prøvet det før. Min stedmor døde for snart 10 år siden, og det var slemt. I dag har jeg lært at leve med det, men engang imellem savner jeg hende stadig forfærdeligt. Jeg kan vågne op efter at have talt med hende i drømme, og så tænke: Det må jeg huske at fortælle Erna om senere.... men så kommer jeg i tanke om, at det jo ikke kan lade sig gøre. Det gør mig stadig ked af det.

Hvad er det jeg egentlig prøver at skrible mig frem til her? Jeg tror, det er noget med, at vi skal huske at sætte pris på hinanden og den kærlighed vi bliver givet gennem livet. Vi skal ikke lade dumme skænderier drive os væk fra vores familier. Vi skal ikke tage hinanden for givet, hverken børn, forældre, søskende eller venner. Vi skal vise hinanden respekt og kærlighed, sætte pris på de gode stunder og glemme de dårlige... og huske at sige det meget svære ord UNDSKYLD, når vi laver noget hø.

Hav en rigtig dejlig forårsdag alle sammen.

KH

Momse

.. så var der noget med det der religion?

Jeg har været på en fantastisk tur til Kenya. En tur, som jeg helt ærligt tror har ændret mit syn på rigtigt mange ting her i verden. Jeg forstod, at jeg skal være glad for og lykkelig over at være endt lige der i Verden, hvor jeg er. Jeg rejste med 4 fantastiske kolleger, heraf en der er født og opvokset i Kenya. Jeg vil for evigt være de fire mennesker taknemmelige for, at jeg sammen med dem havde en helt fantastisk tur. Specielt min smukke og fantastiske kollega Steph, som med hendes lokalkendskab gjorde turen helt fantastisk. Vi mødte hendes familie og venner, var på besøg hos mormor på landet osv. osv. osv. Der var bare SÅ mange fantastiske oplevelser, både i form af mennesker og naturliv.

I Kenya så jeg en utrolig fattigdom. I Kenya lærte jeg, at det er forbudt at være homoseksuel. Jeg så også en fantastisk næstekærlighed, en ukuelig optimisme, gæstfrihed og en total overgivelse af skæbnen til Gud. Under et besøg hos min kollegas søster, satte der sig noget fast i min bevidsthed, som vil være der for altid. Min ene kollega skulle ud og ryge, og Agnes gik med for at holde hende ved selskab. De stod og snakkede lidt om livet. Agnes og hendes mand samt to børn bor i et hus i Nairobis udkant med stue, bad, køkken og ét værelse. Der har de boet i 20 år, og stedet ligger lukket inde bag hegn sammen med 8 andre huse.

Under denne snak fortalte Agnes, at hun går i seng hver dag kl. 24 efter at have gjort rent osv., og hun står op kl. 5. Dette imponerede min kollega, der ærligt talt - ligesom jeg selv - ville være NOGET fortrøstningsløs ved udsigten til sådan et liv. Her var det så Agnes sagde: Gud har givet mig hjernen til at tænke med, øjne til at se med, ører til at høre med og hænder til at arbejde med. Derfor har jeg givet Ham et løfte om, at jeg aldrig skal ende på gaden. Denne kommentar tog det altså lige lidt tid at fordøje. Tænk sig at være så fuldstændig sikker på, at man på trods af modgang er heldig. At der er en højere magt, man kan lave en aftale med - og man dermed har forpligtet sig overfor. Jeg tager hatten af for Agnes og de mange andre mennesker jeg mødte, der var så fast overbevist om, at der findes en mening med alt, og at denne mening er forudbestemt af Gud.

Vel hjemme fra Kenya blev jeg af en god veninde, der er kristen, inviteret med til gospelkoncert i hendes kirke, og i og med jeg holder meget af gospelmusik, sagde jeg ja tak. Jeg blev derfor lidt overrasket, da det var en gospelgudstjeneste, jeg var inviteret med til. Det var en god oplevelse, men jeg er altså af den overbevisning, at Gud ikke findes på den måde, det er beskrevet i Bibelen, og jeg har lidt svært ved at tro på Jesus som Guds søn. Derfor kom jeg jo også til at tænke.

Jeg har respekt for kirkens måde at bruge troen på, og jeg havde en rigtig dejlig eftermiddag. Der var ikke en præst på en talerstol, der fortalte om dette og hint fra bibelen. Der var rigtige mennesker, der fortalte om deres møde med Gud. Den ene fortalte bl.a hvordan han havde fundet roen i sit liv, fordi han havde mødt Jesus. Han mente, at man kan lægge sine bekymringer fra sig ved at finde tiltro i Ham. n

Her tænkte jeg så: Hvorfor ikke finde nøglen til glæde og ro i sig selv. Hvorfor er det nødvendigt at lægge sin skæbne i en andens hænder, i stedet for selv at påtage sig ansvaret for sit eget liv - på godt og ondt? Tankerne vendte et øjeblik tilbage til Kenya, hvor jeg på en desserttallerken læste følgende:

Realize that true happiness lies within you

Nu er jeg så måske fremme ved det, jeg egentlig vil sige? Jeg har stor respekt for de mennesker, der har brug for at tro på, at andre har bestemt deres skæbne, og at lykken ligger i dette. Jeg forstår det især, når man bor i et sanfund, hvor der ikke er givet de samme muligheder, vi har i vores velfærdssamfund. Jeg har også respekt for de mennesker, der vælger at erklære hvad de tror på. Jeg ville så ønske, at troende ville respektere, at jeg har truffet et andet valg. At jeg også tror på, at der findes noget, vi ikke kan forklare, men at jeg ikke kan slå det op i en brugsanvisning, der hedder Bibelen. At min valg blev respekteret, og at jeg er et godt menneske, uanset tro eller seksualitet. Det ville jeg ønske.

Sådan er min veninde, der tog mig med til gudstjenesten. Hun lægger ikke skjul på, at hun gerne så, jeg var troende, fordi vi som det er nu, ud fra hendes tro, skal undvære hinanden i evigheden. Samtidig har hun dog dyb respekt for mig og min tro, og sammen diskuterer vi mange ting, som udvikler os begge. Det var heller ikke uden stolthed, at hun fortalte mig, at mine kommentarer på hendes væg på facebook i forhold til en diskussion af vielse af homoseksuelle, havde fået nogen til at kontakte hende og fortælle, at de måske var nødt til at rykke på deres syn på homoseksuelle. Jeg er stolt af og glad for, at hun vælger mig frem for den mennesker, der vælger at bruge deres tro som retfærdiggørelse for deres egne fordomme. Mit venskab med hende er med til at udvide min tolerance og forståelse i Verden generelt og overfor troende i særdeleshed.

Religion kan være en smuk ting, men i mange tilfælde bliver det brugt som et middel til at retfærdiggøre egne negative synspunkter, til at undertrykke andre og til at hævde, at man er bedre end andre. Det smukke i religionen oplevede jeg i Kenya - og jeg oplever det i min venindes omgang med mig. Jeg oplevede det også i hendes kirke. Til gengæld oplever jeg i hendes omgangskreds det totalt modsatte - og det bryder jeg mig ganske enkelt ikke om!



Jeg hedder Tom - og jeg er ved at blive et gammelt røvhul

Dengang jeg i sin tid blev konfirmeret, var min mor på min nuværende alder. Jeg syntes, hun var TUDSEGAMMEL. I dag synes jeg ikke, at lige straks 35 er nogen alder.

Alligevel sniger der sig små tegn ind på, at jeg er ved at blive et gammelt røvhul. Af eksempler kan følgende nævnes:

1. Jeg begynder at bruge udtryk som "dengang jeg i sin tid....", "da jeg var barn" osv.
2. Jeg bliver irriteret over " de der uopdragne unger", som bare larmer og tror de kan kræve alt. Er de slet ikke klar over, at det hedder "Jeg vil gerne bede om" i stedet for "jeg vil have"!?
3. Jeg tænker: "ja ja, du bliver klogere min pige", når min niece fortæller mig, hvordan Verden egentlig er skruet sammen
4. De der MEGET larmende unger får et hvast blik ud over brillekanten og en kommentar i stil med: Hvis du lyttede dobbelt så meget som du talte, ville du høre hvad din mor siger til dig første gang.
5. Jeg er begyndt at høre P1
6. Det er snart 20 år siden, jeg gik ud af 9. klasse.
7. Min lyst til at blive far bliver større og større.
8. Jeg tænker: "det er du slet ikke gammel nok til. Hvad ved du overhovedet om Verden?", når de der unge medlemmer på 18 - 20 år, fortæller at de skal være forældre.
9. Mine tømmermænd er altid værst på 2. dagen.

... og så er der faktisk også en mere alvorlig side ved tingene. Min onkel døde i sommer. Et menneske, jeg elskede og beundrede. Et menneske, der har været der hele mit liv, og kendt mig i samtlige 34 år jeg har levet. Det gjorde mig stærkt bevidst om, at de mennesker, jeg holder allermest af, på et tidspunkt ikke er her mere. Min far, som jeg elsker, er blevet gammel. Min far... Ham, der kan klare alt. Min far, ham der er Verdens stærkeste. Han er også svag. Han holder ikke evigt. Det kan skræmme mig fra vid og sans. Det gør mig utroligt trist. Direkte ked af det. Det samme med min mor. Hun holder jo heller ikke evigt. På en eller anden måde er tanken om, at der kan ske min far noget, bare MEGET værre. Det skal ikke misforstås, for jeg elsker også min mor overalt på Jorden, og jeg frygter at skulle undvære hende. Hun er bare ikke i min bevidsthed ældet på samme måde som min far.

Døden, eller rettere det at miste dem jeg elsker, kan skræmme mig fra vid og sans. Hvad skal jeg gøre, når jeg ikke længere kan ringe til min bedste ven (som er 28 år ældre end mig), og vende alting med ham? Hvad skal jeg gøre? Jeg kan ikke forestille mig en Verden, hvor han ikke er der. Jeg har drømme om det om natten. Drømme om, at min far eller min bedste ven er død - og jeg vågner op og hulker. Min bedste ven kender mig ud og ind - han ved alt om mig. At undvære ham er en tanke, jeg nærmest ikke kan holde ud. Det samme med at undvære min far..... jeg kan ikke holde tanken ud.

Hvis det er en del af at blive voksen, så vil jeg gerne opsige mit abonnement med det samme og vende tilbage til de lykkelige dage i min barndom, hvor døden ikke var noget, jeg skænkede den mindste tanke.